Tritium og ure - kort fortalt

TRITIUM BRUGT PÅ ARMBÅNDSURE

Dette er ikke en videnskabelig artikel men blot en let gennemgang af mit elskede tritium. Elsket for dets farver og evne til at patinere så smukt når det bliver ældre.

Vi kan begynde med at se på - hvad er der oplyste visere og markeringer før tritium blev anvendt?

Det gjorde det kraftigt radioaktive materiale Radium. Jeg har ure som har radium i markeringerne, bygget helt frem i tresserne, og som på bagpladen har indgraveret - "Despose of as radiactive material"   

Det selvlysende materiale var en planding af radium, fosfor og lim som bærestof. Det selvlysende som ikke bare kom fra en kort belysning, fremkom ved at det radioaktive radium fik fosforen til at lyse op.

Brugen af radium i civile armbåndsure blev generelt forbudt i alle lande i halvtresserne. Det var ikke selve det at have uret på armen der var risikoen som sådan, men de som arbejde med skiverne, producerede og reparerede, havde strålingsrisiko. Radium har også en meget lang halveringstid, så ure med radium kan ofte stadigt være selvlysende. I sin nedbrydning afgiver radium desuden den radiaktive gas, radon.

Efter radium gik man i tresserne over til at benytte Tritium. Igen er der her tale om en blanding af forforpulver og lim - sammen med tritium gas. Tritium er langt mindre radioaktivt end radium og har en langt kortere halveringstid på ca 12,3 år. Denne halveringstid skal jo regnes fra tritium er nyt og friskt og blandes med de øvrige ingredienser og det kan være blandet ganske lang tid inden det påføres urskiven og naturligvis endnu længere tid før uret bliver solgt og kommer på armen.

I begyndelsen var der ikke sat grænser for mængden af tritium i blandingen og der blev brugt blandinger med stråling op over 100 Cmi (Måleenheden milliCurie). Det betyder, at man kan støde på tritium markeringer og visere fra slutningen af tresserne, og stadigt se et svagt kort lys fra disse.

Gradvist i løbet af firserne nedsatte man mængde af tritium der måtte bruges og markeringen, oftest nederst på skiven, kunne være Swiss T 25 som indikerer fulde 25 Cmi - og siden oftere T<25 som indikerer, at der er mindre end 25 Cmi benyttet, for at leve op til nye regler fra i første omgang urindustrien.

Der kan også blot stå Swiss made T i den periode, og disse ure vil, hvis vi taler efter midt firserne generelt  kun have 7,5 Cmi styrke som blev den nye "standard" - Der kan bestemt findes skriver med den markering der også afviger.

Endeligt kan man se T Swiss made T som tegn på at både visere og markering indeholder tritium. 

Betegnelsen H (H3) som er tritiums forkortelse, findes også på visse ures skiver, specielt militær ure.

Brugen af tritium udfasedes i halvfemserne og var i slutingen af det årti afløst af Luminova (eller tilsvarende under andre fabriksnavne) som selvlysende materiale. Luminova patinerer ikke nær så smukt som Tritium, og mange samlere betragter netop tritium på skiven som en af klassificeringerne til at kalde uret Vintage

Omega Ploprof med nyere Luminova - i mangel af kraftigt lysende tritium-ure

Flot patineret Breitling AOPA Navitimer - maxi hvide subdials og lille beads of rice krans - 1963
tritium markeringer og viserindlæg

Hamilton militær-ur US - markeret for "destruktion som radiaktivt affald"

Smuk mørk tritium patinering på Eterna - militær type fra ca 1942-45

venligst John Hannover (copyright)

Kvartsurets gennembrud

FØRSTE KVARTSUR – DETALJERET BESKREVET

Jeg har ud fra diverse artikler – men hovedvægt på Armin H Frei – en tidligere medarbejder ved Centre Electronique Horloger i Schweiz – set på hvornår kvartsure egentlig så dagens lys

Dette skal ikke ses som en fuld gennemgang af Freis fine arbejde, blot som et sammentræk

Vi skal tilbage til 1967, og vi skal ikke til Japan som nogen kunne tro, men til Schweiz hvor en gruppe udvilkere under  Centre Electronique Horloger i Neuchâtel, første gang byggede og testede et ur, drevet med kvarts krystal som tidsgiver.

Uret fik navent Beta 1 og nummeret CEH-1020 og kunne med det samme leve op til alle kendte kronomter certifikationer.

Allerede i halvtresserne blev der eksperimenteret med ure der i stedet for fjeder blev drevet af små batterier. Lip i Frankrig, Hamilton i USA og Ebauches SA i Schweiz eksperimenterede med at knytte almindelige urværker  sammen med elektronik og små batterier.

Max Hetzel kom til Bulova og udviklede deres berømte Accutron ure. Ure der hvis tid blev styret af en svingende stemmegaffel. Jeg har skrevet lidt om dem her i dette link

Det var allerede i 1960 og stadigt var der i selve værket ganske meget ”gammelt” urværk over det, men præcisionen var langt højere end hidtil kendt, og svingningstallet langt hørere end for konventionelle ure. Her var der også tale om, at man fik erstattet den konventionelle optræksfjeder med et lille batteri.

Hetzel udviklede værket for Bulova i Schweiz men det overførtes siden til USA. Den schweiziske ur industri frygtede herefter, at miste deres ledende position i ur verdenen, noget der få år senere skulle vise sig, at være et fuldt realistisk scenarie.

For at hænge på i udviklingen, oprettedes i Schweiz, under ledelse af Ebauche SA (læs ETA) og den schweiziske ur-organisation FH, et nyt selskab, CEH til udvikling af elektriske ure. Firmaet blev på teknik siden ledet af en USA boende schweizer, Roger Wellinger og målet var helt enkelt at udvikle et elektronisk ur, som skulle kunne være bedre end Bulovas accutron.

Det var dog først omkring 1965 man overhovedet begyndte at se på kvartskrystal som tidsstyrer. Indtil da anså de de høje frekvenser for helt uforenelige med sammenbygning med traditionelle urvæker.

Da gruppen I udviklingen i 1966 alligevel var i gang med udviklingen og eksperimenter med kvarts, meldte den schweiziske urindustri ud, at man ikke var interesseret i at gå den vej. Frem til det punkt, var den schweiziske industri, eller længere med udviklingen end japanerne, men Seiko kørte en helt sideløbende udvikling.

Roger Weillinger indså, at kvartsuret måtte bygges ved hjælp af transistor teknologi og integrerede kredsløb, helt forskelligt fra konventionelle ure. Alene dette betød modstand fra de mange store og betydende ur-mærker som jo baserede sig helt på konventionelle værker

Det lykkedes for Wellingers gruppe, i 1965 at producere et ur der fungerede på den nye kvartsteknologi, og faktisk var schweizerne her stadigt i en gunstig position i forhold til Seiko

Der opstod stadigt problemer for projektet i Schweiz. Phillips ville gerne ind i projektet, og forsøgte sammen mede et Schweiz baseret konsortium at gennemføre et fjendtligt opkøb, hvilket tog en del kræfter ud af projektet.

Schweiz´ ur-organisation var stadigt mest indstillet på at bygge noget i stil med Bulovas accutron, og udviklede flere beta versioner af dette.

Wellingers gruppe forsatte arbejdet og nåede frem til, at hvis man skulle gøre noget effektivt mod stemmegaffel urene, matte man over I at arbejde med kvarts oscillatorer, gerne i området helt oppe omkring 10 kHz, og få dette muliggjort i en størrelse der kunne anvendes i et armbåndsur.

Et hovedproblem var også batteri kapaciteten. Den tids batterier havde ikke den styrke vi kender i dag, og slet ikke i den helt lille størrelse.

I November 1965 erklærede Wellinger åbent, at strategien for industrien nu var udvikling af et kvartsarmbåndsur, og arbejdet kom ud i åbent lys.

Armin Frei blev den første til i 1966 at udvikle et fungerende armbåndsur med en minimalistisk kvarts oscillator svingende med 10 kHz.

Seiko kørte deres egen udvikling helt separat. Allerede til olympiaden I 1956 havde de udviklet ure med kvarts krystaller og elektroniske drev, dog I langt større ure end armbåndsure.

Deres udvikling gik faktisk fra store stadion ure, via store væg-ure til lommeure, med kvarts teknologi, hele vejen fra ca 1958 frem til at de juledag 1969 introducerede deres kvarts armbåndsur – Seiko Astron. 

Kvartskrystallet var her udskåret i stemmegaffelfacon, givet følgende Bulova accutrons stemmegaffel teori.

Schweizerne var først med beta typerne men Seiko fik gennembruddet og stod for det første kommercielt solgte kvartsur.

Schweizerne kæmpede mod deres egen konservative industri, men nåede selv med mange udviklinger – helt frem til nr Beta 21 ikke i mål med deres ure, og da Seiko med Astron 35SC nåede frem til at garantere en batterilevetid på 1 år, var løbet i første omgang kørt for schweizerne.

Betydning blev overvældende. Ret hurtigt indså man nu i Schweiz at man måtte bygge med kvarts, og kvartsure både fra Japan og nu også fra Schweiz selv tog livet af hundredevis af mindre urfabrikker i Schweiz i årene fra 1970 og frem. 

De manuelle ure mistede marked med en hastighed der kom bag på alle.

I 1983 var der kun 600 medlemmer af de schweiziske urforbund mod 1600 medlemmer 13 år tidligere. I Schwiez dannedes da et konsortium – SWATCH til fremstilling og markedsføring af billige kvartsure. Bag dem stod ”Société Générale de l'Horlogerie Suisse SA” og for dem lykkedes det at sælge mere end 1 million kvartsure om året, et kæmpeskridt tilbage ind på  markedet for schweizerne.

Swatch er i dag den absolut mest betydende gruppe i industrien og omfatter en lang række kendte brands – Jeg kan sagtens misse nogen her: Breguet, Blancpain, Glashütte Original, Harry Winston, Jaquet Droz, Léon Hatot, Omega, Longines, Rado, Union Glashütte, Tissot, Calvin Klein Watches + Jewelry, Balmain, Certina, Mido, Hamilton, Swatch, Flik Flak, Endura og Tourbillon.

Fokus er i høj grad i dag tilbage på konventionelle ure med fjeder, og selvom hovedparten af de solgte ure i dag faktisk er med kvartsværker, så udgør de mekaniske konventionelle ure, takket være deres højere pris, en større omsætningsværdi. Tager vi alene de schweiziske ure, så omsættes der i 2010 ca dobbelt så meget i konventionelle mekaniske ure som i kvartsure. Når vi kender prisen på mange af de mekaniske ure, så ved vi dog også samtidigt, at det er udtryk for, at der sælges klart flere kvartsure, også fra Schweiz

Vh John H (gengivelse uden kildehenvisning forbudt)

The worlds first automatic chronograph movement

It is often discussed, which company produced the worlds first automatic chronographic movement:

I made some research using many different sources - and direct correspondence with vintage people in the three companies.

Zenith on the 10th January 1969 presented, as the first company, an automate chronograph (ElPrimero) at a separate press-conference in a hotel in Geneva prior to the Basel exhibition same year. It shall be said, that at the presentation, Zenith only had 2 or 3 working proto-types to present - but they did have prototypes and the presentation, small as it may have been, was the first presenation.

Heuer/Breitling/Buren/Hamilton/D&D or the Chronomatic group - would therefor wait for the Basel exhibition with their presenation, but had a conference - at the same date as the opening of the exhibition, in New-York and Geneva, on the 3rd March 1969. It is likely that the group had more than 100 prototypes at that point, where Zenith may still have had fewer.

Seikos files are not complete from the time, and they have difficulties in giving exact information, but they did deliver the first calibre 6139, single sub-dial automatic chronograph to shops (in Japan most likely only) - and the fist know calibre 6139 watch, was sold from a shop to a consumer in May 1969. The first two sub-dial auto chrono from Seiko 6138, was prepared before 6139, but not released until 1970

As an extra information, it can be added, that an astronaut (I only have name as W.R.P.) carried the Seiko in open space as the first automatic chrono in open space - with Skylab 4 as part of his personal equipment.

Conclusions about the first automatic chronograph:

• First presentation: Zenith Jan 1969 - Fully integrated automatic rotor chronograph - high beat - two or three fully working prototypes presented at a press-conference 10th jan 1969. The only movement of the three contestors, still produced on largely the same platform.
• First sold on the market: Seiko May/June 1969 - second to follow was the Chronomatic group, and latest out for sale on the market, the Zenith - though all were released in 1969
• First planning of production of an automatic chrono: With all likeliness, the Heuer group of companies "Chronomatic group" - Modular based automatic chronograph - a pre-serie was introduced internally in sept 1968 but nothing published or of course not for sale by then. Application for patent were given in on the 22 sept. 1967 so at that point drawings existed (patent granted in august 1972 just). Out on the market to consumers after Seiko but before Zenith.

The last point is the most difficult to establish - but this is as close as I get it, and maybe it is wise just to stick to the two first points?

The Zenith ElPrimero is still in production on basically the same platform, and is without doubt the first fully integrated automatic rotor chronograph – and with column wheel. It also had running seconds, a feature missing on the early Chronomatic type - Heuer 11. The Zenith is also by far the longest living of the three contesters.

br John H

BULOVA TUNING-FORK WATCHES

The tuning fork movement had a very brief part in the watch history. 

Development started at Bulova Watch Factory in 1952 and the invention is dedicated to Max Hetzel who joined the Bulova factory in Bern, Switzerland.  It was used in watches for the public from 1960

4 mio. Tuning-fork movement left the Bulova factory over a period, ending in 1977

It was an extremely accurate watch compared to all know manual watches in 1960.

For this reason, NASA quickly took Bulova tuning-fork watches in use as an integrated part of the computers for the space-program, and with participation in at least 46 missions leaving earth, they have earned a very important place in space-history.

Just as for the manual wrist watches, it was the quarts revolution which killed the tuning-fork, with Seiko in 1969 introducing the Astron as the world’s first mass produced quarts watch. In the beginning the Seiko Astron was a very expensive watch, but soon the quarts watch proved at least as accurate as the tuning-form, and much easier and cheaper to manufacture.

The idea of a tuning-fork movement is to have a tuning-fork set into vibration electronically by a battery. This form will swing at 300 to 720 times a second, depending of the watch brand.

The result is a high constant tone, which can be amplified a lot, if you place the watch on a wooden desk. The sound has given the watches their name after the sound of a humming bird, standing still, swinging its wings over a flower. Often those watches are just referred to as “hummers”.

Basically, the forks vibration is transferred via a very small indexing system into the rotations which drive the hands of the watch. This goes via an very small index wheel with over 300 teeth.

Obviously, with such small teeth, this wheel is a week part of the movement.

On the other hand, the very big number of teeth is also making the second hand of the watch go round completely smoothly, not a tick to be seen.

Bulova guaranteed an accuracy of max 2 seconds fast or slow per day, and often they would start out even much better than that – but this will not last for years, they will generally get slightly less precise.

Very few factories have been building tuning fork movements from the basis as in-house-movements.

A few other of the main brands also joint the “tuning-fork revolution”

Omega had the calibre 1220 and 1250 which both were in-house Omega and swinging as fast as 720 Hertz.

The other, most frequently used Omegas, were the ETA/ESA based 9162 and 9164 – and they were all 300 hertz and was based on a Bulova license.

The Bulova licensed ETA/ESA 9162 and 9164 were produced with 300 and 360 Hertz and appeared in Certina, Eterna, IWC, Longines and all of the Omega tuning fork watches, apart from the above mentioned few with 1220 and 1250 Omega movements..

Universal Geneve used Bulova movements directly from Bulova – all with 360 Hertz

My own favourite is the 214 series, and out of that in particular the astronaut – with crown for setting the watch placed on the back of the watch together with the "battery-door" - Easy to change battery.

 

The Bulova tuning fork story is impressive in fact, both as invention, and for its use in space – here to a large degree stolen from the internet, but as shortened down from Bulova, I think I can be excused:

1952

Bulova begins developing Accutron, the first breakthrough in timekeeping technology in over 300 years. Accutron, the first fully electronic watch, promises to keep time to within 2 seconds a day.
1960
NASA asks Bulova to incorporate Accutron into its computers for the space program. Bulova timing mechanisms eventually become an integral part of 46 missions of the U.S. Space Program.

October 25, 1960

Accutron, the first watch to keep time through electronics, is introduced. It is the most spectacular breakthrough in timekeeping since the invention of the wristwatch. This revolutionary timekeeping concept of a watch without springs or escapement is operated by an electronically activated tuning fork. The Accutron watch goes on to become a presidential gift to world leaders and other dignitaries. President Johnson declares it the White House's official Gift of State.

1962

The Accutron Tuning-fork watch becomes the first wristwatch certified for use by railroad personnel.
1967
Accutron clocks are the only clocks aboard Air Force One.
1969
An Accutron watch movement is part of the equipment placed on the moon by Apollo 11 astronauts, the first men on the moon. A Bulova timer is placed in the moon's Sea of Tranquility to control the transmissions of vital data through the years.

1973

Three specially designed Accutron portable alarm clocks are placed on board NASA's Skylab, the world's first space laboratory, launched from Cape Kennedy. Also this year, Bulova wins the world's first design competition for solid-state digital watches at the Prix de la Ville de Genève watch-styling competition, the world's most prestigious international watch-styling competition. Bulova also wins two of the three honorable mentions awarded at the competition.

1976

NASA Skylab includes an Accutron "space alarms" mounted onboard.
Copyright John Hannover

Development started at Bulova Watch Factory in 1952 and the invention is dedicated to Max Hetzel 

Omega kaliber 321 ikke bygget siden 1960

OPSAMLING OM OMEGA KALIBER 321 SOM IKKE ER PRODUCERET EFTER 1960

EN LANG – GANSKE NØRDET GENNEMGANG AF SPEEDMASTER VÆRKET OG KASSERNE, SOM ER PRODUCERET OG ANVENDT UDEN AT FØLGE EN SKARP RÆKKEFØLGE, I ALLE FALD FRA 1960 TIL 1969

Artiklen koncentrer sig omkring det interessante i at Omegas smukke kolonnehjuls kronografværk kaliber 321, brugt i måne-Speedmasterne, trods det at den blev sat i ure frem til 1968/69 ikke er produceret siden 1960.

Den vil via korrespondance med Omega vise, at kasserne heller ikke er produceret i de årstal der står på dem i den periode.

Der er helt enkelt sket det, at allerede i slutningen af halvtresserne, besluttede Omega sig for, sammen med datterselskabet Lemania, at få udviklet et lettere serviceret, og billigere bygget, knast styret version af værket til Speedmaster.

Man besluttede derfor, at sætte skub i fremstilling af kaliber 321, så der blev produceret nok værker, til at kunne holde frem til udviklingen af den knaststyrede version kunne overtage (den fik betegnelsen kaliber 861)

Der blev produceret 321 værker nok, til at dække Omegas behov i Speedmaster (og visse Seamasters m.v.) i mange år, og disse værker blev specialbehandlet og vakuumpakket i plast, så de kunne holde sig helt rustfrie, indtil de skulle tages i brug.

Indfasningen af det nye kaliber 861 skete så, sjovt nok, men lidt typisk Omega, over en årrække mellem 1963 og 1968. Se indlægget om de forskellige Speedmaster reference fra starten frem til netop ca 1968 her: LINK

Artiklen her bygget på en kort gennemgang af værkets egen fortid, og dernæst en række gode svar fra John R Dietholm, som var med hos Omega i denne tid, og på tidspunktet for svarene, ledede Omegas vintage afdeling.

Dernæst følger et svar jeg har fået fra Alain Monarchain fra Omega. Alain har samme fortid som John Diethelm stort set, og kan rigtigt meget af den historie, som der her for første gang blev lukket helt op for.

En krølle på svarene er også, hvorledes Omegas ”pre-pro” model 105.003 med lige horn og skive uden ”pro”, trods mange bagkasser med 65 som indikation af 1965, kan være leveret helt frem til Oktober 1968, længe efter at Omega havde skiftet Speedmaster kassen ud med de nye snoede horn og den nye ”pro” skive” var introduceret.

Herfra har jeg valgt at gå over til engelsk. Dels fordi mit oprindelige referat foregik på et engelsk forum, dels fordi korrespondancen med de to venlige herrer fra Omega, foregik på engelsk og ville tabe autentitet ved en oversættelse:

This part will explain why I contacted Omega as I did not understand the movement reference number I saw on several Speedmasters:

On receiving a Speedmaster 145.012 ST 67 - I wondered why it had a movement number in the range 26 mio which should indicate 1968 but the back said 67 AND the certificate I go from Omega said 1967. A small difference one should think, but if there is a difference, then the fact that it is small may just cover over much bigger differences.

I started corresponding with Omega and their vintage department and museum department

It turns out - that the calibre 321 was produced only until 1960 - and from that year - all calibre 321 was given a number sequence to watch the expected year to be released. As this did not match how they were used, and errors made when picking the next batch, Speedmastes can easily be found with serial numbers which do not at all match the expected production year.

Following this came a long row a mail correspondence - bringing me closer and closer to the answer – and the fact now seems to be that the last 321 left the Lemania factory in 1960.

Therefore the movement number cannot for Speedmasters after 1960 be used to really identify the year of production for the movement – and my guess is, that this can also be the fact before 1960, although Omega claims, the production then, to higher degree followed the actual use of the movements.

I have a speedmaster with 321 - movement produced as described at that latest in 1960 - fitted into a 1967 case and sold in October 1968

It is clear, that the movements for 321 produced at the latest in 1960 in a special process was frozen and then kept on stock till they were used up till late 1968

I have the full correspondence with Omega and the vintage museum in this - but of interest, I anyway copy some of my correspondence with gentlemen from Omega:

The first answer was:

Dear Sir,

In fact the basic production for the movements of cal. 321 was indeed made from 1940 and until 1960 –

-       this means, like for the production dates of the cases, that not all movements have been produced at the delivery time; kept in perfect working order (deep-freezing special system), such movements have been produced well in advance and then used, as required for the delivery time as complete watch.

-       This explains, therefore, that production dates of cases and movements might be very different on from each other

Best regards

John R. Diethelm
OMEGA MUSEUM - Vintage Information

I asked a bit further into this interesting information, and received an even clearer answer this time:

Dear Mr Hannover,

We have indeed produced all movements of cal. 321 from 1940 until 1960 = total units: 40’800 – when “freezed”, then the movement number was already engraved on each movement plate.

Therefore, the movements were used as required until 1968 when the replacement calibre 861 was gradually introduced. In other words, we had delivered “old” cal. 321 watches at the same time of the “new” references having the new cal. 861. This explains why certain movement numbers were not in “ sequence”.

The only reason for a change of calibre was due to the fact that any repair of the cal. 321 was extremely time consuming – hence, the production of cal. 321 was stopped in 1960 and this calibre was used-up until the replacement cal. 861 was ready for manufacturing; a entire new concept of production had been made and the actual cal. 861 is much easier to repair, without having lost anything of its high chronograph quality.

The movement number cannot be delivered as a continuous sequence and might have been delivered without taking into consideration “when” they were produced. Basically, we never had a continuous numbering of the movements for cal. 321 – a “package” of numbers was then assigned to the production lane, without taking into consideration when they have been produced.

As a matter of policy, the indicated date is the date of shipment of the complete watch and not its production date.

Hope this is now clear for you !

Have a nice day

John R. Diethelm
OMEGA MUSEUM - Vintage Information

OMEGA SA
RUE STAMPFLI 96
2500 BIENNE 4
SWITZERLAND
T. +41 (0)32 343 97 04
F. +41 (0)32 343 98 70

I got more curious and wanted to know, it the cases was then also produced over a longer periode, and if the year indication on their back could therefor by wrong. This appeared to be the case, judged from comparing actual watches with the belonging certificate I could receive from Omega.

The conclusion was, that the cases were not necessarily used in accordance with the year indicated on their back.

Once again mr. John R Diethelm was very helpful.

Dear Sir,

We have following information about the production of cases for the OMEGA – Speedmaster:

The cases for the “Moon watch” have not always been produced at the same time as the watches were produced, therefore, you might find in 1968 cases having the ref. 145.012-68 if they have been supplied in the year 1968…otherwise you might find some “older” cases with the reference +145.012-66 ( -67) fitted with a movement having been produced later…

Therefore, the production year of the CASE is not always identical with the production year of the movement or even of the complete watch delivery time.

Best regards

John R. Diethelm
OMEGA MUSEUM - Vintage Information

I could also notice, comparing certificate and watch of a pre.pro reference 105.003 that this was not produced in 1965 as stamped on the case-back, and that it was actually not sold untill 1967, after the introduction of the Pro model

This lead to more questions, not about this reference, and once again the people at Omega were helpful and could tell med, that they had reference 105.003 in their archives as late as 1968.

I finish of with mr. Alain Monachons of Omega´s explaination about the specific productiontime of reference 105.003

Dear Mr. Hannover,

We are happy to here that you are so interested in the 321 caliber and the “Speedmasters” which used it.

To answer your questions the -65 in the case back refers to the date of manufacture of the case and not the watch as a whole. It is often the case that a large series of cases are made and then used for several years after.

The production date of November 1967 for your watch is correct and we have found examples of the 105.003 on the archives as late as March 1968.

We have also recently found another set of archives which allow us to tell exactly which dial was fitted to the watch upon delivery and it would appear that the 105.003 was never delivered with the word “Professional” printed on the dial. This was reserved for the .012 series of watches with re-enforced asymmetrical case.

Hopefully this information clears up your questions.

Best regards,

Alain Monachon
OMEGA MUSEUM - Vintage Information

OMEGA SA
RUE STAMPFLI 96
2500 BIENNE 4
SWITZERLAND
T. +41 (0)32 343 92 71
F. +41 (0)32 343 98 70

alain.monachon@omega.ch
www.omegawatches.com

Info about the devlopment of the 321 from start to finish :

KALIBER 321 and what it was based on:

The calibre 321 is based on a mutual development between Lemania and Omega, carried out by Albert Piquet and Jaques Reymond - first transformed into Omega 27 CH. This was a two subdial version of the movement, without 12 hour subdial.

From 1940 it was developed as three subdial movement including 12 hour chronograph sub-dial.

This was named CH 27 12 – later CH 27 12 T1 in 1941 and CH 27 12 T2 100% identical with 321 in 1946, and then in 1949 when Omega went over to 3 digit calibre numbering – as Omega 321

The conclusion is, that calibre 321 has been unchanged from 1946, named changed into 321 in 1949, and produced up till 1960.

Caliber 861 was in 1968 replaced by a cam controlled chronograph – Omega 861 – a gilt movement with flat balance and trapeze shaped bridge – replacing the 321’s Y or wishbone shaped bridge.

Later it was rhodinized and changed name to a four digit series – 1861.

Speedmaster I rummet og tests

Omega speedmaster

                Rum bedrifter og tests, med fokus på de tidlige udgaver


Dette er en opsamling af oplysninger jeg over nogle år har opsamlet.

Jeg mangler desværre kildeangivelser fra en del, da det er samlet over år, fra mange sider, inkl. WUS, TimeZone, Chuck Maddox og via min egen korrespondance med Omega Vintage afdeling og Omega Museum.

Den første Omega Speedmaster som blev ”filght qualified” af NASA til bemandede missioner var serien som omfattede CK 2915/CK2998/105.003 - kaliber 321.

De gennemgik en meget omfattende og krævende test, i konkurrence med adskillige andre ure. Lad os tage det senere, men først fokusere på hvad der faktisk var oppe at flyve og på månen i de tidligere år.

Kvalifikationen skete den 1. Marts 1965, og i samme måned var den første gang officielt i rummet om bord på Gemini 3.

Speedmaster var dog i rummet længe inden da, da den blev testet personligt at Walter Schirra på Sigma 7 i oktober 1962. Det var ikke NASA som stod bag, men et personligt, og godkendt valg, af Schirra. Dette er den først kendte Speedmaster i rummet og det var reference CK 2998

På den sidste Mercury mission havde Gordon Cooper også CK 2998 på armen, og testede den op mod en Bulova accutron.

Første gang uret er i åbent rum, på rumvandring, er på armen af Ed White, 3 Juni 1965 under Gemini 4. Det var en 105.003

27 Januar 1967 blev Ed White dræbt under en test start for Apollo 1. Uret kunne repareres og blev overleveret til hans familie. Der kan findes meget om det på nettet, og 105.003 har ”kælenavnet” Ed White

Hvis vi nærmer os månelandingen, så har vi Frank Borman som har speedmaster på armen under det første kredsløb rund om månen i December 1968 med Apollo 8. De tre astronauter om bord havde muligvis forskellige referencer på. Jeg har ikke kunnet komme det nærmere end at det med sikkerhed var enten 105.003, 105.012 eller 145.012.

Som første ur på månen kom ikke Neil Armstrongs Speedmaster, da han efterlod den i landingsmodulet. Modulets mission-timer svigtede, og de turde ikke være uden en god timer.

Den første med Speedmaster på armen ud på månen blev Buzz Aldrin 21 Juni 1969 med Apollo 11 månelandingen. Aldrin havde en 145.012 på armen. Uret er siden blevet væk, og der er derfor usikkerhed om det var 145.012 eller 105.012.

Fra den flyvning er også registret, at Armstrong havde 105.012 som blev efterladt i modulet og Mike Collins havde ligeledes 145.012 på.

Det mest hæderværdige øjeblik for speedmasteren var vel, da den redede Apollo 13 fra ulykke. Mange systemer svigtede, og kun takket være speedmasteren fik de timet de mange forskellige raketaffyringer der bragte dem sikkert ned.

Det var også et historisk øjeblik for uret, da Thomas Stafford og den russiske kosmonaut Alexei Leonov under sammenkoblingen Apollo-Soyuz i Juli 1975 begge havde speedmaster på armen. Siden da har Speedmaster været officielt ur også for de russiske kosmonauter, medens NASA ikke har brugt officielle ure siden de overgik til at anvende rumfærgen til deres missioner.

Thomas Stafford havde en 105.003 under Apollo/Suyuz missionen og anvendte samme ur under sine missioner med Gemini VI og Gemini IX

Som konklusion af hvilke der har været på månen, vover jeg, iflg. alle sikre referencer jeg har kunnet grave op, at sige: 105.003, 105.012 og 145.012, alle med kaliber 321.


Omega beskriver ofte selv 145.022 som måneuret, også indgraveret som det første på månen, men det var aldrig selv på månen, højst med på Apollo, og med på armen af Donald K. Slayton under den nævnte Apollo-Soyuz mission (kilde time capsule)

Den sidste bemandede flyvning fra NASA inden rumfærgerne, var Apollo 17 i December 1972.

Her, og i visse lidt tidligere flyvninger, kan der teoretisk ha været en kaliber 861 med, men de fleste konkluderer, at NASA havde fået så rigelige leverancer med 321 (købt for 1 $ stykket), at det er helt usandsynligt, at de skulle have valgt at benytte 861 på en af Apollo flyvningerne

Omega Vintage har selv svaret sådan vedr. 861:

"Without having a firm confirmation from the NASA, it is obvious that the Moon Landing has been made exclusively with Speedmaster having the caliber 321 tested by the NASA, hence if delivered in 1968, no chance to be on the trip to the moon and...as they had more than enough watches, all equipped with the cal. 321 in stock !" Omega Vintage Information

This information concerning NASA stock is confirmed by the document of 1972 stating on watch stock :"NASA has purchased a total of 97 Chronographs. Theses chronographs were used on the manned space missions beginning with Gemini III. Of the 97 watches, 17 could no longer be used or had been lost. In 1972, there where an inventory of 20 unused units at the flight center . The remaining 60 units had already been used or had undergone repairs to bring them up to specification."

Rent testmæssigt har vel ingen ure gennemgået hvad Omega Speedmaster har, både for de tidlige 321, og senere 861 maskiner.

NASA testen:

Den første test I 1965 (kaliber 321) omfattede som hovedpunkter, at uret skulle:
-Kunne klare et temperaturchok fra -18o til + 93oC.
-Kunne klare en test for vandtæthed ved vægtløshed og til 16 m dybde.
-Ikke reagere med nævneværdig kondensdannelse ved stærke temperaturændringer.
-Gennemgå et daglangt ophold i trykkammer uden nævneværdig gangafvigelse.
-Acceleration og opbremsning på 16 g (16 gange tyngdekraften).
-Klare vibrationer på 2000 Hz uden irritation.
-Modstå kraftig stød op til 40 g.
-Modstå korrosions- og slidtests i ren-ilt atmosfære.

Deltagerne var: Longines, Omega and Rolex (Omega værk : Omega 321 , Rolex værk : Valjoux 72 , Longines værk: Longines 13 ZN

Omega klarede sig bedst i 1965 allerede, og den blev valgt.

Nye kvalifikationsrunder blev gennemført I 1972 og 1978, med deltagelse af flere andre, stadigt med Omega som vinder. Det kommer jeg ikke yderligere ind på her.

Omega har også været testet intensivt om bord på den russiske rumstation MIR mellem Juli 1993 og Juli 1994 – med positive resultater, ligesom MIR udførte i.r.l. rum-test af Omega X33 med fuld godkendelse, og M33 er også godkendt standard udstyr hos både NASA og det russiske rum-agentur. Begge steder anvendes den dog fast helt sideløbende med den mekaniske speedmaster.

Næppe noget ur har været testet så intensivt, og udsat for så grænseoverskridende påvirkninger, som Omega Speedmaster.

Et eller to andre ure er, som jeg kan finde det, sikre bekræftede ure på månen - som private ejede af astronauterne som ekstra ur:

Det som vi idag kan betragte som sikkert, er at en Bulova kronograf op armen af Apollo 15 astronauten Dave Scott var med på månen.  Mere om Bulova i LINK HER

Uret blev i 2015 solgt på auktion for 1.625.000 $ og er gennemgået i dette link https://www.hodinkee.com/articles/dave-scotts-watch-worn-on-moon-for-sale 

og i dette link http://www.collectspace.com/news/news-093015a-apollo-moon-watch-bulova.html 

Bulova var, som amerikansk ejet fabrik intensivt med i kapløbet om, at blive godkendt af Nasa. Det lykkedes som bekendt ikke, men Scott accepterede, på opfordring af en ven, at medbringe uret - Bulova model 88510/01 på armen som ekstra ur, og Nasa tildelte det officielt velcro-strap nummer 12100030-202. 

Som kuriosum kan nævnes, at under EVA 2 hoppede glasset af  Scotts speedmaster, så under EVA 3 anvendte han udelukkende sin Bulova

I mange år mente man, at det var en Waltham kronograf, men det er med al sandsynlighed ikke korrekt, Waltham har aldrig - beviseligt i alle fald, være med på månen.

Derudover hævder en Rolex blogspot, at Edgar Michell bar et Rolex Pepsi GMT ref 1675 på Apollo 14 turen. Det lyder sandsynligt, men er måske ikke så fuldt dokumenteret:

http://rolexblog.blogspot.com/search/label/Rolex%20Moon%20Watch

Udpluk af teksten fra linket:

Dr. Edgar Mitchell wearing his Pepsi GMT Master on his right wrist and we get a clear view of his Rolex Oyster bracelet. He is wearing an Omega Speedmaster Chronograph on a velcro NASA Spec Black Nylon Strap on his left wrist.

Det har i alle fald været som back-up ur da de alle på de missioner, har haft Speedmaster på venstre arm.

Af andre ikke fuldt dokumenterede Rolex er, at Jack Swigert skulle have haft Rolex GMT på armen i Apollo 13 og at Michael Collins er fotograferet med et Turn-O-Graph på armen under træning til Apollo 11 - men ikke under selve turen

Der er en del billeder, af både Rolex og andre ure, på astronauter inden opsendelse eller inde fra rumskib i visse fald, men her sidder uret ofte på en alm strap eller en alm f.eks. Rolex oyster med dykker udvidelse og så sidder den enten på armen eller på nederste indre ærme = ved rumvandring og i det hele taget i rummet - er det lige så beskyttet mod tryk og temperatur som astronauten - modsat speedmaster der så altid er på venstre arm OG sidder tydeligt helt uden på selve rumdragt (i enkle fald uden på handske) på en meget længere strap (velcro off af NASA) som vist med, formentlig Rolex til højre på indre sleeve

------------------

ANDRE URE I RUMMET - IKKE PÅ MÅNEN, bare overblik - absolut ikke komplet liste:

Sturmanskie - så vidt det vides på armen af Yori Gagarin da han som første mennesker i rummet lettede fra Baikonur Cosmodrome i Kasakstan.

Heuer stopur - medbragt af John Glenn som første amerikaner i rummet 20/2-1962 ombord på Friendship 7

Bulova i flere versioner, også som del af instrumentpaneler på de fleste USA rumfartøjer - nok det ur der i flest versioner og antal har været i rummet, når instrumentbords versioner medtages.

Bretiling Navitimer Comonaute  var på armen af Scott Carpenter (ikke på månen men tidlig tur i rummet) på NASA´s Mercury Atlas 7 mission. Uret var tiltænkt en større rolle, men fjollet nok faldt det på manglende vandtæthed, da det blev ødelagt da Scott Carpenter landede i Stillehavet.

Fortis var leverandør til det russiske rumprograms cosmonauter i en årrække omkring 1994, først med deres Stratoliner chronograph og siden med deres Cosmonaut Chronograph - begge med Lemania 5100 i maven. (jeg mener dog også ETA 7750 har været anvendt hos Fortis i rummet.

Sinn 142 på armen af den tyske astronaut Reinhard Furrer om bord på den sidst tur med Space Shuttle Challenger, inden den forulykkede og alle blev dræbt ved missionen i 1986

Seiko 6139 "Pogue Seiko" som William R Pogue brugte, som første automat ud (alle tidl var mekanisk optræk) som pilot på Skylab 4 under det sidste bemandede besøg på Skylab rumstationen i 1973/74 (84 dage)

Omega Speedmaster X 33 blev udviklet i et vist samarbejde mellem NASA og Omega omkring 2009, bl.a på armen af astronauten Bresnik om bord på rumfærgen Atlantis på tur til den internationale rumstation - og det blev benyttet på adskillige rumture, dog uden faktisk at blive den store succes.

Heuer Carrera Caliber 1887 var ude med Elon Musk´s private SpeceX program. Lavet som minde om John Glenn´s Heuer stopur, blev det testet om bord på SpaceX´s "Dragon" der som det første kommercielle privat ejede rumfartøj besøgte den internationale rumstation i 2012

Glycine airman: Der er ikke en 100% verificeret bekræftelse på dette ur, men på billeder ses astronauten Charles (Pete) Conrad på både Gemini 5 i 1965 og ved Apollo 12 i 1969 med speedmaster på venstre hånd og et ur der ligner Glycine Airman på højre, begge på velcro straps. Det er ikke tydelige billeder, men det nærmeste jeg kan komme det er, at det på højre hånd ligner klart Glycine airman som 24 timers ur.

Adskillige andre ure herunder nævnt Tissot og givet mange andre, på armen af mange af de internationale astronauter som i internationale samarbejder er oppe i rummet, givet ofte med et eget ur som ekstra ur på højre hånd mm.

kopiering uden kildeangivelse forbudt  John Hannover

Mere om ure her I LINK 
OG skulle du være til iværksætter materiale, så velkommen på DETTE LINK

Speedmaster kort

OMEGA SPEEDMASTER 

FRA START GENNEM TIDEN MED KOLONNE KRONOGRAFVÆRKET KALIBER 321 – EN OVERORDNET GENNEMGANG

Speedmaster så dagens lys i 1957 som reference 2915. Den var udstyret med broad-arrow visere som på dette billede taget fra omegas egen vintage database

                           

Billede fra Omegas vintage database

Værket var et kaliber 321 som bygger på et værk udviklet af folk fra Omega og Lemania, på Omegas datterselskabsvirksomhed Lemania under navnet 27 CHRO C12 T2.

27 CHRO som det hele bygger på, er en gammel kaliber udviklet omkring 1942, oprindeligt med to sub-dials, men her med tilføjelsen C12 fordi den har fået tilføjet en 12 timers subdial og T2 for de det er transition 2 – udvikling 2 af værket.

Værket er et smukt kolonne værk, og i andre tråde vil man kunne læse meget mere om dettes udvikling og historien om, at kaliber 321 faktisk blev bygget sidste gang i 1960, selv om den  blev benyttet helt frem til 1968

Næste reference blev 2998 som kom i 1959. Kassen var den sammen men kransen sort og viserne nu af en type der lidt på skift kaldes Alpha eller/og Dauphine visere. Det er den første speedmaster brugt under rumrejse, af Walter Schirra ombord på Sigma 7, oktober 1962

                         

Billede fra Omegas vintage database

I 1962 var Omega skiftet til 6 sifrede reference numre og her kom 105.002 til verden. Her har den for første gang den visertype som den med få ændringer bærer frem til i dag.

                   

Billede fra Omegas vintage database

Herefter fulgte – oven i hinanden, først 105.003 som eksisterede fra 1963 til 1969 og som sådan overlappede flere af de efterfølgende referencer. 105.003 hedder også ”Ed White” opkaldt efter den første astronaut der havde uret på, ude i det frie rum under rumvandring fra Gemini 4, og som i øvrigt døde under en test opsendelse af Apollo 1 i 1967.

Modellerne her kaldes også Pre-moon da de var i aktion inden NASA havde folk ude at gå på månen. Det var efter sigende, da Omega i avisen kunne se Ed White i rummet med ”deres Speedmaster” uden på rumdragten, holdt fast af et velcro-bånd, at Omega påførte skiven PRO.

Dette blev sidste model med de lige klassiske horn og de 4 hidtidige modeller har betegnelsen pre-pro – da skiverne endnu ikke er mærket med teksten PRO.

Allerede samme år som 105.003 kom dog faktisk den første reference med de nye snoede horn og teksten PRO på skiven. Der er tvivl om hvorvidt den var i handlen før 1964, men udgivelsen har Omega Vintage som 1963. Den hedder 105.0012 for nu at bryde lidt med symetrien.

Billede fra Omegas vintage database først Pro og med snoede horn 105.0012 - udseende iøvrigt basalt magen til 145.012

Da dette ikke skal være en gennemgang af alle speedmasters skal her blot nævnes 145.012 som i dag er en af de mere almindelige PRO modeller med kaliber 321 som er tilgængelig. 

Der findes på internettet en lang række fine lister over alle speedmasters, jeg har bare lige valgt at linke til denne fra Lesmala  - klik her

Fra 145.0022 og frem skiftede Omega værket ud til kaliber 861, som siden har skiftet navn til 1861. Det er et knaststyret kronografværk, som lige som forgængeren er testet og godkendt til NASA´s specifikationer.

NASA testen vil få sit eget afsnit på bloggen

Kopiering af tekst uden kildeangivelse er ikke tilladt – billeder er alle lånt fra Omegas egen vintage database