Kvartsurets gennembrud

FØRSTE KVARTSUR – DETALJERET BESKREVET

Jeg har ud fra diverse artikler – men hovedvægt på Armin H Frei – en tidligere medarbejder ved Centre Electronique Horloger i Schweiz – set på hvornår kvartsure egentlig så dagens lys

Dette skal ikke ses som en fuld gennemgang af Freis fine arbejde, blot som et sammentræk

Vi skal tilbage til 1967, og vi skal ikke til Japan som nogen kunne tro, men til Schweiz hvor en gruppe udvilkere under  Centre Electronique Horloger i Neuchâtel, første gang byggede og testede et ur, drevet med kvarts krystal som tidsgiver.

Uret fik navent Beta 1 og nummeret CEH-1020 og kunne med det samme leve op til alle kendte kronomter certifikationer.

Allerede i halvtresserne blev der eksperimenteret med ure der i stedet for fjeder blev drevet af små batterier. Lip i Frankrig, Hamilton i USA og Ebauches SA i Schweiz eksperimenterede med at knytte almindelige urværker  sammen med elektronik og små batterier.

Max Hetzel kom til Bulova og udviklede deres berømte Accutron ure. Ure der hvis tid blev styret af en svingende stemmegaffel. Jeg har skrevet lidt om dem her i dette link

Det var allerede i 1960 og stadigt var der i selve værket ganske meget ”gammelt” urværk over det, men præcisionen var langt højere end hidtil kendt, og svingningstallet langt hørere end for konventionelle ure. Her var der også tale om, at man fik erstattet den konventionelle optræksfjeder med et lille batteri.

Hetzel udviklede værket for Bulova i Schweiz men det overførtes siden til USA. Den schweiziske ur industri frygtede herefter, at miste deres ledende position i ur verdenen, noget der få år senere skulle vise sig, at være et fuldt realistisk scenarie.

For at hænge på i udviklingen, oprettedes i Schweiz, under ledelse af Ebauche SA (læs ETA) og den schweiziske ur-organisation FH, et nyt selskab, CEH til udvikling af elektriske ure. Firmaet blev på teknik siden ledet af en USA boende schweizer, Roger Wellinger og målet var helt enkelt at udvikle et elektronisk ur, som skulle kunne være bedre end Bulovas accutron.

Det var dog først omkring 1965 man overhovedet begyndte at se på kvartskrystal som tidsstyrer. Indtil da anså de de høje frekvenser for helt uforenelige med sammenbygning med traditionelle urvæker.

Da gruppen I udviklingen i 1966 alligevel var i gang med udviklingen og eksperimenter med kvarts, meldte den schweiziske urindustri ud, at man ikke var interesseret i at gå den vej. Frem til det punkt, var den schweiziske industri, eller længere med udviklingen end japanerne, men Seiko kørte en helt sideløbende udvikling.

Roger Weillinger indså, at kvartsuret måtte bygges ved hjælp af transistor teknologi og integrerede kredsløb, helt forskelligt fra konventionelle ure. Alene dette betød modstand fra de mange store og betydende ur-mærker som jo baserede sig helt på konventionelle værker

Det lykkedes for Wellingers gruppe, i 1965 at producere et ur der fungerede på den nye kvartsteknologi, og faktisk var schweizerne her stadigt i en gunstig position i forhold til Seiko

Der opstod stadigt problemer for projektet i Schweiz. Phillips ville gerne ind i projektet, og forsøgte sammen mede et Schweiz baseret konsortium at gennemføre et fjendtligt opkøb, hvilket tog en del kræfter ud af projektet.

Schweiz´ ur-organisation var stadigt mest indstillet på at bygge noget i stil med Bulovas accutron, og udviklede flere beta versioner af dette.

Wellingers gruppe forsatte arbejdet og nåede frem til, at hvis man skulle gøre noget effektivt mod stemmegaffel urene, matte man over I at arbejde med kvarts oscillatorer, gerne i området helt oppe omkring 10 kHz, og få dette muliggjort i en størrelse der kunne anvendes i et armbåndsur.

Et hovedproblem var også batteri kapaciteten. Den tids batterier havde ikke den styrke vi kender i dag, og slet ikke i den helt lille størrelse.

I November 1965 erklærede Wellinger åbent, at strategien for industrien nu var udvikling af et kvartsarmbåndsur, og arbejdet kom ud i åbent lys.

Armin Frei blev den første til i 1966 at udvikle et fungerende armbåndsur med en minimalistisk kvarts oscillator svingende med 10 kHz.

Seiko kørte deres egen udvikling helt separat. Allerede til olympiaden I 1956 havde de udviklet ure med kvarts krystaller og elektroniske drev, dog I langt større ure end armbåndsure.

Deres udvikling gik faktisk fra store stadion ure, via store væg-ure til lommeure, med kvarts teknologi, hele vejen fra ca 1958 frem til at de juledag 1969 introducerede deres kvarts armbåndsur – Seiko Astron. 

Kvartskrystallet var her udskåret i stemmegaffelfacon, givet følgende Bulova accutrons stemmegaffel teori.

Schweizerne var først med beta typerne men Seiko fik gennembruddet og stod for det første kommercielt solgte kvartsur.

Schweizerne kæmpede mod deres egen konservative industri, men nåede selv med mange udviklinger – helt frem til nr Beta 21 ikke i mål med deres ure, og da Seiko med Astron 35SC nåede frem til at garantere en batterilevetid på 1 år, var løbet i første omgang kørt for schweizerne.

Betydning blev overvældende. Ret hurtigt indså man nu i Schweiz at man måtte bygge med kvarts, og kvartsure både fra Japan og nu også fra Schweiz selv tog livet af hundredevis af mindre urfabrikker i Schweiz i årene fra 1970 og frem. 

De manuelle ure mistede marked med en hastighed der kom bag på alle.

I 1983 var der kun 600 medlemmer af de schweiziske urforbund mod 1600 medlemmer 13 år tidligere. I Schwiez dannedes da et konsortium – SWATCH til fremstilling og markedsføring af billige kvartsure. Bag dem stod ”Société Générale de l'Horlogerie Suisse SA” og for dem lykkedes det at sælge mere end 1 million kvartsure om året, et kæmpeskridt tilbage ind på  markedet for schweizerne.

Swatch er i dag den absolut mest betydende gruppe i industrien og omfatter en lang række kendte brands – Jeg kan sagtens misse nogen her: Breguet, Blancpain, Glashütte Original, Harry Winston, Jaquet Droz, Léon Hatot, Omega, Longines, Rado, Union Glashütte, Tissot, Calvin Klein Watches + Jewelry, Balmain, Certina, Mido, Hamilton, Swatch, Flik Flak, Endura og Tourbillon.

Fokus er i høj grad i dag tilbage på konventionelle ure med fjeder, og selvom hovedparten af de solgte ure i dag faktisk er med kvartsværker, så udgør de mekaniske konventionelle ure, takket være deres højere pris, en større omsætningsværdi. Tager vi alene de schweiziske ure, så omsættes der i 2010 ca dobbelt så meget i konventionelle mekaniske ure som i kvartsure. Når vi kender prisen på mange af de mekaniske ure, så ved vi dog også samtidigt, at det er udtryk for, at der sælges klart flere kvartsure, også fra Schweiz

Vh John H (gengivelse uden kildehenvisning forbudt)